Sommer 2010 var et vigtigt år i mit liv, som ændrede mig på mange planer – både godt og dårligt. Massive oversvømmelser i nordlig Pakistan blandet sammen med et uventet personligt tab af min elskede mormor (må hun hvile i fred) førte mig ud i en eksistentiel krise. Midt i denne mørke tid formede jeg den velgørende organisation Hopes Foundation i samarbejde med 3 andre unge mennesker. Det gav mening. Organisationen byggede på to principper:
- At tilbyde uddannelse til børn i verdens fattigste egne, hvor andre danske humanitære organisationer ikke har kunnet stillet skarpt.
- En 100% frivillig indsats.
I 2011 blev vores pilotprojekt “Hopes ABC” startet med stor iver og gejst i samarbejde med vores netværk af frivillige og med den økonomiske støtte fra vores medlemmer. Planer blev sat i værk for at forbedre levevilkårene for børn i Pakistans øde landsbyområder. Projektet gik over al forventning, og inden for et års tid var Hopes ABC en succeshistorie. Organisationer i Pakistan anerkendte Hopes ABC som én af de ti bedste uddannelsesmodeller i landet, da vi udover undervisning sørgede for næringsrig frokost, helbredstjek og stipendiat til eleverne. Vores historie blev offentliggjort i landsdækkende medier og de lokale stod i kø for at sende deres børn i skolen.
Vi spoler 2 år frem i tiden. 2012. Hopes Foundation blomstrer fortsat og det gør arbejdsopgaverne også, hvilket kræver investering af mere tid. Vi beslutter os for at optimere professionalismen. Undervejs bliver spørgsmålet om administrationsgebyr aktuelt. Da jeg personligt har været fortaler for 0% i administrationsgebyr fra starten, vælger jeg nu at træde ud af Hopes Foundations bestyrelse, men forbliver medlem, da jeg stadig tror og brænder for projektet.
Vi spoler 3 år frem i tiden. 2015. Ramadan. Der har været stille omkring Hopes indtil nu. Under en rejse til Pakistan med familien, planlægger vi en tur til Hopes ABC-skolen, som bliver mit første besøg til lokalområdet nogensinde.
Dette besøg blev en realitet og bragte med sig en strøm af pure glæde, nye tanker, brud på fordomme. Vigtigst af alt blev stilheden nu erstattet med gejst og fornyet håb. Og jeg smilte for mig selv med den tanke; alt sker for det bedste.
Jeg vil gerne dele højdepunkterne. Det skylder jeg børnene i Hopes ABC. Så her kommer det første.
Efter den lange køretur fra Lahore til Charsadda, hvor vi undervejs allierede os med to repræsentanter fra Adam Foundation (Hopes’ samarbejdspartner i Pakistan), ankom jeg langt om længe til Hopes ABC-skolen, som slet ikke lignede den skole vi byggede tilbage i 2010 med bordeaux og hvide vægge. Forklaringen fik jeg senere (og det gør du også). Men jeg så Hopes’ logo med de karakteristiske farver og smilte af genkendelighed. Porten til skolen var lukket og jeg blev i den grad overrasket over hvad jeg fandt på den anden side. Nemlig to rækker med børn i uniformer, der stod klar og kastede med rosenblade på os forbipasserende efterfulgt af små piger, der overrakte os blomsterbuketter ligeså små og cute som dem selv. Skolens inspektør og lærerne stod for enden af rækkerne og bød os en varm velkomst. Jeg var allerede overvældet, men dette var vist kun begyndelsen…
To be continued 🙂